23948sdkhjf

Salling Group udvider topledelsen med nyoprettede stillinger

To nyoprettede stillinger i topledelsen i Salling Group skal styrke kundefokus, innovation, investeringer og opkøb

Salling Group udvider topledelsen med to nye profiler, der ansættes i helt nye stillinger. 

Den første tilføjelse er Chief Customer Officer skal Heidi Wase Skovhus, som skal lede en ny afdeling, der samlet arbejder med kundefokus gennem gruppebranding, digital markedsføring, market intelligence og loyalitetsprogrammer samt binder aktiviteterne i marketingsafdelingerne i kæderne sammen. 

Den anden er Andreas Møballe, der som ny Head of Strategy og Mergers & Acquisitions skal styre arbejdet med Salling Groups strategi, Aspire 28, der gennem investeringer i kerneforretningen og opkøb skal gøre Salling Group endnu mere robust i fremtiden. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse. 

"Værdifulde kompetencer"

En sådan aftale blev indgået i sidste uge med den svenske dagligvarekoncern ICA Gruppen om en overtagelse af Rimi Baltic, der tæller 314 butikker på tværs af Baltikum – det største opkøb i Salling Groups historie, der fortsat er betinget af myndighedernes godkendelse. 

- Heidi og Andreas er stærke tilføjelser til vores ledelsesteam, som sammen med kolleger i Danmark, Tyskland og Polen hver dag kæmper for at give kunderne den bedste indkøbsoplevelse. Et stærkt fokus på kunderne og på at lykkes med ambitionerne i vores strategi, Aspire 28 er afgørende for vores virksomhed. Både Andreas og Heidi kommer i den forbindelse med meget værdifulde kompetencer og er gode match både fagligt og personligt, udtaler Anders Hagh i meddelelsen.

Andreas Møballe, der er ny Head of Strategy og Mergers and Acquisitions, har ifølge meddelelsen stor erfaring og indsigt i strategi, virksomhedstransaktioner og integration og kommer fra en lignende stilling i Danish Crown. Han ser frem til at bidrage til Salling Groups ambitiøse strategi og rykke et skridt tættere på kunderne i butikkerne på tværs af alle markeder.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Salling Groups stærke resultater og høje ambitioner taler for sig selv. Med Aspire 28 strategien er der søsat en solid organisk vækstplan, der skal gøre Salling Group mere robust til fremtiden, og det ser jeg frem til at bidrage til, udtaler Andreas Møballe, der har første arbejdsdag i Salling Group den 1. maj.

Skal have stærkere kundefokuseret tilgang 

Efter sommerferien har Heidi Wase Skovhus sin første dag som Chief Customer Officer. Hun kommer fra en stilling som adm. direktør i brandbureauet Wibroe, Duckert & Partners og tiltræder i Salling Group per 1. august. Hun glæder sig først og fremmest til at stå i spidsen for et stærkt, nysamlet hold, der har kundeoplevelsen i fokus, fremgår det.

- Alene i Danmark er der hver uge 7 mio. kunder, som besøger en af Salling Groups butikker, restauranter eller onlineplatforme. De skal naturligvis først og fremmest have en god oplevelse, men ambitionen er også, at de over tid skal bygge en stærkere præference for at være kunder hos netop os. Vi skal via en endnu stærkere kundefokuseret tilgang skabe en tættere forbindelse mellem kunderne og os – både fra et funktionelt, emotionelt og socialt perspektiv, siger Heidi Wase Skovhus.

Salling Groups strategi, Aspire 28, styrker kerneforretningen i Danmark, Tyskland og Polen med investeringer for 13 mia. kr., blandt andet med mål om at nå 1.000 butikker i Polen i 2028. Samtidig etableres innovationspuljen Salling Seeds, som Andreas Møballe får ansvaret for, der øremærker en halv milliard kroner til investeringer i start-ups og små virksomheder med fokus på teknologi, bæredygtighed og produktudvikling.

Salling Group omsatte i 2023 for 70,3 mia. kroner. Med opkøbet af Rimi Baltic, der er betinget af myndighedernes godkendelse, vil Salling Groups samlede antal butikker på tværs af Danmark, Tyskland, Polen samt Estland, Letland og Litauen være tæt på 2.100, mens medarbejdergruppen vil tælle over 68.000 medarbejdere.

Artiklen er en del af temaet Detail.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.057